Direkte til indholdet Link til Min Digitale Arbejdsplads Login DAP

2. søndag efter påske

Prædikener

Tålmodighed er en dyd, siger man, men jeg har nu en vis forståelse for Jesu landsfællers utålmodighed, i alt fald sådan som vi hører det fortalt i evangeliet i dag her til 2. søndag efter påske:

Folk samler sig om Jesus i forbindelse med en fest i Jerusalem. De vil have besked, vide hvem Jesus egentlig er. De har hørt og måske også ved selvsyn set ham gøre undere. De har hørt ham tale og forkynde. De vil nu gerne vide, om han er Kristus, Messias, den frelser, som de venter og håber på, skal komme. De synes imidlertid ikke, han giver dem klar besked. De vil, at Jesus skal være mere klar i spyttet.

Jesus sætter deres tålmodighed på prøve, hvorfor de så spørger ham: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud”.

Det bliver ikke bedre af, at Jesus nu hverken svarer ”ja” eller ”nej”. Han siger blot henkastet, at det har han sagt til dem, men de tror jo ikke på det, han siger.

Endnu værre bliver det så formodentlig af, at Jesus i stedet begynder med at tale om får, sine får, og om sig selv som hyrde.  

Var de utålmodige den dag for to tusinde år siden, så levede de dog dengang i en verden med hyrder og får. For de fleste af os forekommer såvel får som hyrder utroligt fjerne og fremmed. Landbrugets udvikling og den stigende urbanisering mindsker fårenes tilstedeværelse omkring os. Vi ser dem ikke. Jo, jeg har måtte standse en enkelt gang i Ribe stift for år tilbage for at afvente en fåreflok krydse vejen, og jeg ser dem på diget her ved Ribe. Og jeg genkalder mig et syn fra en forstad i Istanbul af et moderne højhusbyggeri med en lille fåreflok ført an af en hyrde. Et billede på hvordan det moderne liv og landlivet føjer sig sammen. Men både får og hyrder er i dag sjældne. Får og hyrder er blevet noget enten eksotisk og temmelig fremmed, så jeg mister også let tålmodigheden med Jesus og al hans hyrde-fåresnak.

Hyrdernes tid synes for længst omme, og jeg vil samtidig betakke mig for at blive betragtet som et umælende får, hvis det er det, Jesus vil sige.

Utålmodig som Jesu landsfæller for to tusinde år siden, hvad kan jeg så tage med mig fra evangeliet i dag?

Gør disse ord andet end udstiller min utålmodighed og gør de mig ikke bare til en halvvrissen iagttager af evangeliet.

Jo, det gør den, og denne selvindsigt, som teksten åbner, afslører mig som betragter og voyeur ligesom dem dengang.

Det er imidlertid ikke evangeliet bare at stå som betragter ved siden af livet og  surmule. Evangeliet er et kald væk fra det sådan at stå og kigge på sin omverden og spørge, er der nu noget ved dig og dig, du, som står der over på hjørnet, dig, som lige har været på tv eller dig, som har vundet det sidste valg. Kaldet er et andet end at dømme andre.

Det er ikke den form for relationer, som fødes af evangeliets glædelige budskab. Tværtimod! Som et gudselsket barn gælder det om at holde øjne og ører åbne. Og om trods al den skepsis, der bor i os, og al den ondskab, der finder sted i verden, at leve ud af det håb, vi er givet, at ingen kan rive os ud af Guds hånd. Det giver frihed til at gå ud i verden og se det som et levende land.

Gud hjælpe os deri.

I Jesu navn

Amen