Jesus går blandt mennesker, der fejler og ikke er perfekte. Han søger synderen og den, der ved sig mangelfuld og ude af stand til at løfte livet selv. Han kommer lige her, træder ind i vores huse og rum, sætter sig, lytter og taler. Han møder os her med noget nyt og andet end det, vi selv kan sætte i værk. Han sætter ikke bare en ny lap på vores gamle skrog. Han skaber forandring og gør menneskets liv nyt.
Det er essensen af evangeliets beretning i dag; en beretning, som er at finde i Markusevangeliets første del: Jesus går ind i tolderen Alfæus hus, og vi hører, hvordan han omgås de udstødte af samfundet, til forargelse for det bedre borgerskab.
Jesus er, hvor han vil være, og hans ophold hos Alfæus understreger, hvordan han, Guds søn, er kommet til verden, og her bringer håb til alle os skrøbelige og uegnede mennesker.
¤
I den gammeltestamentlige salme, som er den første bibelske læsning til denne søndag, bliver dette håb udfoldet:
”Gud bøjede sig ned til mig”, synger salmisten og forsætter: ”og han Gud hørte mit råb om hjælp, han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast”.
Gud giver os fast grund under fødderne og giver os et ståsted. Det er, hvad Jesus netop gør, ved at han netop ikke kun går på grønne enge og omgås tilsyneladende stærke mennesker. Jesus rækker ud efter hver og en af os. Det er håbet, som giver os al god grund til at leve med mod.
Og salmisten tilføjer dertil, at Gud også lægger nye ord og toner ind i vores liv. Salmisten formulerer det på følgende måde:
Han, Gud, lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud”.
En ny sang, for så vidt det netop er en sang præget af både tak og håb. En ny sang fuld af tak: en tak for alt det skabte og alt det gode, som kan være mellem os; en tak for Guds frelse, at han virkelig løfter os op af dybet og sætter os på fast grund; og endelig også en tak for Guds forsoning, at Gud virkelig ser hen over vores onde handlinger, insisterer på at være os nær, slår følgeskab med os og viser os en ny vej at gå.
Det er således stærkt håbefuldt, at Jesus gik ind i tolderen Alfæus hus og at han taler om ung vin på nye sække.
Amen