Direkte til indholdet Link til Min Digitale Arbejdsplads Login DAP

16. søndag efter trinitatis

Prædikener

Gud, Fader, Søn og Helligånd
Du som er i himlen og på jorden
Du er nær i dødsriget
Og der hvor havet ender.
Tak fordi du blev menneske,
Tog del i livet og blev mærket af det.
Kald os ud af mørket
Og løs vores bånd
Så vi kan gå ad dine veje.
Amen.

Hver søndag i kirken bliver vi mindet om påskemorgen, evangeliet, det glædelige budskab og det kristne håb om opstandelse og evigt liv. I efterårets række af søndage er det imidlertid ikke mindst i dag 16.s.e.trinitatis, at teksterne betoner dette håb. Det er ord til en kold tid. Ord til denne tid, hvor så meget truer og vi let falder hen i uroen og ængstelsen, ja hvor frygten let kan vokse.

¤

Den gammeltestamentlige læsning er Salme 139, hvor salmedigteren fuld af tillid udtrykker sin glæde over, at hvor et menneske end går og vores vej end ender, så vil Gud følge os der:

”Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér”.

Det er ord, som det er godt at leve på. Oppe eller nede, ude eller inde, hvor du end går, så er der intet sted, hvor Gud ikke er dig nær.

I samme salme understreges det så også, at der, hvor det er mørkt for os, der kan og vil Gud lyse op for os; for der hvor Gud er nær, er lyset og livet.

¤

I den anden læsning, som er fra Paulus brev til menigheden i Korinth, formulerer Paulus opstandelseshåbet ved at pege på Kristus og sætte ham i forhold til Adam.

Hvis døden kom ind i verden med Adam, ved syndefaldet, så er opstandelsen nu kommet ved Kristus. Kristus har al magten, over vinder dødens magt.

¤

Endelig evangeliets beretning er fortællingen om Jesu opvækkelse af sin ven Lazarus, en opvækkelse af en død.

Det, som er denne fortællings styrke, er – og det kan måske lyde mærkeligt – er dens realisme. Her tænker jeg på beskrivelsen af, at Lazarus allerede er død og begravet, og ikke mindst Marthas ord om den døde: ”Han stinker allerede, han ligger der jo på fjerdedagen”. Denne realisme i beskrivelsen af den døde, gør det, som sker, opvækkelsen, så konkret og virkeligt; håbet, så grænseoverskridende og samtidigt nærværende.

¤

Hvor den gammeltestamentlige salmedigter poetisk smukt understreger Guds allestedsnærvær og hans omsorg, der rækker ud i hele verden, oppe som nede, i udkanten som i jordens midte, og hvor Paulus understreger Jesu almagt  (og hvad det er Jesus kan mere end adammennesket, dvs. hver og en af os), så understreger fortællingen om Jesu opvækkelse af Lazarus, at det er lige her Gud møder os. Det er lige her hvor mennesker sørger, mister og hvor døden mærker os og sætter os i sin skygge.

Forstå det kan jeg ikke, men Gud hjælpe mig til at tro det og leve ud af håbet, at Guds kærlighed virkelig overvinder alt og at Guds omsorg er så stor, at han ikke overlader mig til mig selv.

Amen