”Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting”. Disse ord, Jesu ord for snart to tusinde år siden til en kvinde ved navn Martha, kan høres på tværs af alle tider. De rammer, tænker jeg, noget i os hver især også i dag.

”Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting”. Hver dag har sin plage. Hver tid sine bekymringer. Det hører til det at være menneske at må bekymre sig og at være urolig. Og det kan være bekymringer for en selv eller for andre. Bekymringer om, hvordan det skal gå. Slår jeg til? Klarer hun skærene? Klarer han sig? Hvordan skal det dog gå?

Bekymringer synes at være et vilkår ved det at være menneske og at stå i relation til andre. Ligesom sorg og glæde også begge er noget, der gives os af forholdet til et andet menneske.

På samme måde forholder det sig med det at være urolig. Det græske ord, som vi oversætter, være urolig, har egentlig en vifte af synonymer:

Uro forstået som noget lydligt, som larm og støj. Uro forstået som forvirring, som tumult og oprør blandt mennesker og i verden.

Hvad uroen skyldes det ene eller det andet, så er uroen noget, der kan gøre mig søvnløs og usikker, nære en følelse i en af ikke at stå på sikker grund og dybest set efterlade en alene.

¤

Nu er evangeliets beretning i dag egentlig bygget op som en lille kontrastfortælling mellem de to søstre Martha og Maria.

De to har fået en gæst i huset. Det er Jesus. Og de to kvinder reagerer forskelligt på gæstens entre.

Martha gør som godt værtskab tilsiger. Hun tager imod gæsten sørger for ham, varter ham op med mad og drikke, mens Maria sætter sig og lytter til Jesus.

Det kunne så være endt der, men grunden til, at Jesus siger til Martha, at hun ikke skal bekymre sig er, at Martha har svært ved at se sin søster blot sidde der ved Jesu fødder. Hun vil have hjælp til at varte gæsten op. Hun synes søsteren svigter hende i situationen, og hun giver højlydt udtryk for sine frustrationer overfor gæsten.

Det er så netop på den baggrund Jesus siger: Nej, et er fornødent. Det er godt, at Maria sidder, hvor hun sidder. Maria har valgt den gode del, tilføjer Jesus, og fortsætter ” og den skal ikke tages fra hende”.

Nu kan der være grund til at understrege, hvad Jesus dermed ikke siger. Jesu ord til Martha kan ikke bruges til at sige, at hvad Maria gør er bedre end det Martha gør. Kontrasten mellem de to søstre kan heller ikke bruges som argument for at et kontemplativt liv er bedre end et aktivt liv, eller for den sags skyld til at tale et bestemt kvindesyn frem. Det er sket så rigeligt gennem historien.

Drop den slags generalisering. Forfald ikke til for hurtige domme.

Og vær ikke i det hele taget ikke for hurtigt til at dømme din næstes handling. Situationen ser jo ofte ud på en anden måde fra et andet menneskes ståsted. Giv plads og hav tillid til din næste!

Martha og Maria var jo med deres handlinger den dag ved Jesu jo begge med til at tage hånd om besøget: ved det at tage godt imod og at være nærværende til stede.

¤

Til sidst:

Salmedigteren Brorson skrev i 17354 salmen Ét fornødent er; det ene. Den står i salmebogen, som nr. 165. Den salme begynder med følgende ord: 

Ét fornødent er; det ene

Lær mig, Gud, at kende ret!

Det handler om at lade Gud komme til. Det skete den dag, da Jesus gik ind hos de to søstre og mødte dem der, hvor de var.

Det sker stadigvæk. Gud møder os med sit ord og med sin ånd, lige her, hvor de urolige hjerter er mange, og hvor vi er med alle vores bekymringer. Her møder han os med ordene: Et fornødent er. Elske Gud, og elsk din næste.

Amen