Der er så megen både kraft og appel i Jesu helbredelse af den døvstumme mand; og det både i Jesu handling og ord:

Jesus stikker sine fingre i den syges ører, rører ved hans tunge med sit eget spyt, ser derpå op mod himlen og sukker og siger ”Effatha”, hvad betyder ”Luk dig op”. Og manden bliver nu helbredt. Den døvstumme kan både høre og tale.

Denne helbredelse sammen med Jesu øvrige undere  vækker håb – både i Jesu egen tid som i hos os, der hører  evangeliet og derfor lever i håbets og glædens tid. Her har vi en mand, som gør alting vel. ”Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.”

¤

Mindre dramatisk er indledningen til det stykke fra Markusevangeliet, som vi hører i dag. Det er blot en beskrivelse af sted og geografi for hændelsen, hvor Jesus helbreder den døvstumme mand. Denne stedsangivelse lyder således:

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis.

Vi får her at vide, hvor helbredelsen finder sted. Det er stednavne, som hører til i det nuværende Israel, Palæstina, Jordan og Syrien.

Når jeg godt vil trække denne stedsangivelse frem i dag skyldes det en sætning, jeg faldt over i en norsk roman om havet. Det er den norske forfatter Morten Strøksnes, som skriver:

”Timerne går. Ingen af os har noget at klage over, og jeg ville ikke ønske, jeg var noget andet sted. Landskabet er ikke foran mig, som noget jeg skal passere igennem og lægge bag mig. Det er omkring mig.”

Det er vigtigt også at se stedsangivelsen i Markusevangeliet i det lys.

Landskabet og stederne er omkring mig.

På den ene side skærper det den helt nødvendige besindelse, vi mennesker bør have i forhold til den verden og det konkrete liv, vi lever her på jord. Jorden og alle stederne her på jorden er ikke blot passage for os og steder, vi sådan bare kan lægge bag os. Landskabet er omkring os.

På den anden siden understreger det, at landskabet er omkring os, netop evangeliets budskab, at Gud ikke har forladt den skabte verden. Han har sendt sin søn, sit ord og sin ånd. Jesus gik gennem et konkret landskab ligesom hans ord fortsat lyder over mark og enge, i kirker og huse, ud over den vide jord.

Jesus kom ikke kun som solen og regnen ovenfra. Han gik gennem egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Han fødtes i en stald i Betlehem, voksede op i Nazareth, døde og opstod i Jerusalem og mødte sine disciple igen derude, hvor de var. Landskabet var ikke noget, han bare passerede forbi, men det var virkelig noget omkring ham.

¤

Tilsidst:

Genezareth sø kan du måske placere, måske også Tyrus og Sidon men hvad med Dekapolis. Indrømmet jeg var nødt til at slå det op:

Dekapolis betyder egentlig ”ti byer”, og der er netop tale om en gruppe byer, hellenistiske og romerskprægede byer, heri blandt var også Syriens nuværende hovedstad Damaskus.

Den historisk interesserede vil kunne slå det op og finde også navnene på de øvrige byer. Hvad jeg bider mærke i og finder så håbefuldt er, at der altså er tale om mange byer.

Jesu ord og ånd er ord til mange, ikke kun en by og et sted. Det er ord også til os. Hans effatha, Luk dig op, er en stadig fordring til alle os, som så let lægger verden øde.

Amen