Det er sjældent, der er så mange følelser på spil, som i dag i evangeliets beretning. Vi hører her både om, hvordan Jesus græder over Jerusalem, og om hvordan han slår ud efter de mange handlende på tempelpladsen. Han ligefrem jager dem væk. Vi møder således en både sørgende som vred Jesus.

Hvad skal vi så bruge det til, vil en og anden indvende? Jo udover, at vi som lever i følelsernes tid – det har vi dybest set nok gjort de sidste par århundreder – at vi måske dermed lettere kan spejle os i Jesus og synes at komme en flig nærmere hans væsen. Det drejer sig imidlertid om andet og mere end at spejle sig i Jesus. Snarere bekræfter Jesus Guds kærlighed, omsorg, barmhjertighed og Guds vilje til at ville noget med os. Det er i det lys, Jesu sorg og vrede er et anliggende også for os.

Når Jesus sorgfuldt siger, da han ser ind i over Jerusalem: ”Vidste blot også du på denne dag, hvad tjener din fred”, så ser han al kommende ufred og ødelæggelse i denne by, ja over den ganske jord. Han ser udbombede byer og menneskelig lidelse. Denne blindhed i menneskeverdenen i forhold til at gøre det rette. Denne forbandede ufred og al den vold og ødelæggelse.

I denne sommer har jeg læst en skildring af Nürnbergprocessen umiddelbart efter Anden Verdenskrig. En proces, hvor de mest fremtrædende mænd under naziregimet blev dømt, flere af dem til døden. Bogen skildrer processen gennem de forskellige journalister og forfattere, som deltog. Og temaer, som skyld og ansvar bliver belyst på forskellig vis. Den engelsk maler Laura Knight var også til stede, og hun der findes et billede, hvor man ser de anklagede bænket og så løber rummer ligesom ud i ruiner og ødelæggelser. Der sad de anklagede, egentlig så simple og almindelige mennesker, men den ideologi og deres handlinger, havde netop gjort verden til en ruin med millioner af dræbte og mennesker på flugt. Man kan fristes til at gentage Jesu ord, tænk sig hvis: ”Vidste blot også du på denne dag, hvad tjener din fred”.

Men det ved vi sjældent, en trøst dog, at Guds egen søn ser på med sorg, ikke vender blikket fra os, men bliver her hos os i al vores nød. Det er trøst.

På samme måde med Jesu handling på tempelpladsen. Jesu anliggende er her at understrege – og det med alvor – at Guds hus skal være et bedehus. Mennesket må aldrig glemme, at det er sat i verden og skal se sit liv i lyset af Gud, dvs. i lyset af Guds kærlighed og nåde.

Der er ikke noget gal med handel og alt andet, hvad mennesker har med at gøre, så længe det ikke tager fokus fra det egentlige

Og det handler slet ikke om, at vi skal stille os an i en særlig hellig positur og tilstræbe en særlig religiøsitet, men når Guds hus skal være et bedehus, så betyder det, at menneskers liv skal leves med tanke på Gud og næsten.

Og hvis Jesu sorg vidner om hans nærvær og at han aldrig glemmer os mennesker, så vidner hans gåen grassat på tempelpladsen os om, at det ikke er lige meget, hvordan vi forvalter, det, vi er givet.

Du er ikke bare sat i verden for at passe din egen bod. Bed til Gud og elsk din næste.

Amen