Direkte til indholdet Link til Min Digitale Arbejdsplads Login DAP

10. søndag efter trinitatis

Prædikener

Med hvad skal jeg sammenligne denne slægt, spørger Jesus, og han svarer selv: De ligner børn, der brokker sig over, at de andre ikke gør, som de siger. ”Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke, vi sang klagesange, og I sørgede ikke”. Sådan beklager de sig. Børn eller voksne, det som Jesus spidder er vi menneskers manglende evne til at se noget fra et andet perspektiv og glæde os over det.

Jesus tænker på vi menneskers blindhed. Han tænker på, hvordan dem omkring ham i hans egen tid hverken havde øje for, hvad Johannes Døberen bragte med sig og hvad han, Jesus, selv er kommet til verden med. Folk bliver kun forargede over, at Jesus træder ind i huse hos udstødte. De rynker på næse af hans omgang med syndere og toldere.

Det er et mønster, som i alt fald ikke kun hører Jesu egen tid til. Hvor er vi mennesker ofte fordomsfulde og insinuerende også i dag. Vi dømmer og fordømmer med let hånd. Vi vil jo også helst have folk til at danse efter vores egen pibe, og vi glemmer så ofte at spørge ind til den fremmedes verden og andres blik på den verden, vi deler. Sansen for mangfoldighed og hele polyfonien af menneskelige stemmer, hvor glemmer vi den dog tit.

Og det er denne ensidighed, Jesus fordømmer.

¤

Om et par uger er der Rued Langgaard festival her i Ribe. Ruud Langgaard ( 1893-1952) var komponist og bestred i mere end et årti stillingen som domorganist her ved domkirken.

Langgaardfestivalen er skønne dage her i Ribe, og det, som blandt andet gør festivalen, så interessant, er at Langgaards værker bliver sat i sammenhæng med andre komponisters værker. I år bl.a. Per Nørgaard og så den elektroniske musiks pioner her i Danmark Else Marie Pade (1924-2016).

Else Marie Pade havde en særlig evne til at høre musik i alt. Hun fortæller et sted: ”Når jeg lå i sengen og lyttede til lydene udenfor, følte jeg, at det var en slags musik”(37).

Det gjaldt også når hun gik på Dyrehavsbakken. Hun havde engang været på Dyrehavsbakken med sine to små drenge . Hun blev så betaget af det lydbillede der var der. Forfatteren Henrik Marstal skriver om denne hændelsen i sin biografi om Pade, at hun tænkte: ”det kakofoniske virvar af lyde, som her var overalt – råb, latter, lirekassemusik, mumlen, kasseapparater – måtte kunne indspilles og sættes ind i en værkmæssig ramme”(39). Og det gjorde hun så og skabte dermed et musikalsk værk.

Pade arbejdede med konkret musik, og hun kunne virkelig høre musik i alt, og hendes værker kan også, hvor mærkelige de end kan forekomme, netop skærpe vores sans for den mangfoldighed af stemmer og lyde, som findes i verden.

Noget fandt i hendes samtid, at hun dermed gjorde mennesket og dets skabertrang til intet, men det er ikke sandt. For mig at se er det en begyndelse, at vi netop øver os i at lytte og virkelig lytte, i stedet for at nedgøre andre og glemmer at se, hvem de er, og hvad de siger.

Slå ørerne ud! Det at være menneske kan da måske blive andet end fordomsfuld egocentri. Ja, ved Guds hjælp, det kan måske ligefrem tjene til, at vi lever ud af den fordring, Gud har til os: Elsk Gud og elsk din næste. Som Gud har elsket dig, skal du elske andre. Tjen din næste. 

Det ske i Jesu navn. Amen.