Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

1. søndag efter påske

Prædikener

Thomas Didymos eller måske bedre kendt som Thomas Tvivleren – den discipel, som ikke ville tro de andre disciple, da den opstandne har vist sig for dem en uge efter påske, har det med at stjæle billedet i dag første søndag efter påske.

Thomas vil have bevis for, at Jesus er opstanden. Han vil se naglemærkerne i den opstandne Jesu hænder og stikke fingeren i siden på Jesu sår for at se om det passer. Er det virkelig sandt, at han er opstanden fra de døde?

Søndagen efter Jesus har vist sig for disciplene sker det igen. Og nu er Thomas også tilstede.

Jesus, den opstandne viser sig igen, og Jesus beder Thomas mærke efter. Men allerede da Thomas ser den opstandne, erkender han at det er den opstandne, og han udbryder: ”Min Gud, min Herre!”. Det er allerede uvist om Thomas egentlig rørte ved den opstandne.

Det centrale er: Thomas indgår nu også i rækken af vidner om Jesu opstandelse. Der var mere end en engel ved en tom grav. Den opstandne blev set og hørt.

¤

Nu sagde jeg, at Thomas har det med at stjæle billedet i dag, som om alting gennem Thomashistorien i dag skal handle om tro og tvivl, og om hvor meget bevis vi skal have for at tro på Gud.

Den første del af historien bliver dermed let glemt, for hvad er det, vi her hører ske:

Jesus viser sig for disciplene indendøre, der, hvor de er samlet. Han hilser dem med fred, og han giver dem derefter sin ånd, vil at de skal bringe det videre, som han selv har fået givet af sin far i himlen. Jesus har noget, Guds ånd, han vil give videre.

Historien er ikke kommet til ende med Jesu død og opstandelse og snarlig himmelfart. Der er en stafet, som skal bringes videre, og som er overdraget os alle. En ånd, som ikke blot svæver over vandene men nu skal være en del af vi menneskers liv.

¤

Bevares Thomas tvivl forstår vi, og der er noget ved ham, som i øvrigt også ved disciplen Peter som er så såre menneskelig: Denne tilegnelse af påskens budskab, som er så svær. Denne vekslen i os mennesker mellem skepsis og mistænksomhed overfor andet og andre end os selv. Hos disciplen Peter spændvidden mellem begejstring og krysteragtigt adfærd.

Vi kender det alt sammen, og disse disciple og deres adfærd i denne påske er med til at understrege, at det virkelig er i denne verden, hvor vi skrøbelige mennesker lever og bor, at Gud lod sin søn føde, lide, dø og opstå fra de døde.

Det er lige præcist blandt sådan nogle som os, at Gud i sin kærlighed ønsker at sætte spor, ja lade sin ånd leve.

Så kernebudskabet i evangeliet i dag er for mig at se derfor denne kæde, denne stafet som gives videre af den opstandne Jesus til sine disciple.

¤

Gud skabte mennesket og blæste ånde i det, lyder det i den anden skabelsesberetning. Egentlig er det det samme som sker her ved påsketid. Hvor, vi er lukket ind og går for os selv – her blæser Gud liv i os. Og når vi her idag søndag er samlet til gudstjeneste så bliver vi både mindet herom og får vi indgydt mod til at leve vores liv ud af den ånd, vi er givet.

Så frodig og grøn er påsken. Guds ånd er os givet.

I Jesu navn Amen