Palmesøndag er dagen, hvor Jesus rider ind i Jerusalem og bliver hyldet som en konge. Han bliver mødt med forventninger om han kan være den konge, man så mange har længtes efter længe. Den konge, der skal skabe fred for folkene, og herske fra hav til hav ( Zak 9,9-10).
¤
Det skal som bekendt imidlertid snart vise sig, at Jesu herredømme er et andet. Han er ikke kommet for at trone og regere magtfuldt jordisk, for ”han ydmyger sig på et kors”, sådan om en af de ældste kristne hymner formulerer det.
Jesus er først og fremmest en tjener, og hans magt ligger i denne vilje til at tjene og være til for andre. Det er hvad Jesu korsdød understreger og viser os.
¤
Denne stille viden om, at Jesu død er forestående ligger implicit i evangelielæsningen i dag.
Evangelisten ved det, sådan som det fremgår af hans skildring af Jesu møde med kvinden med alabasterkrukken. Og vi ved det. Jesu disciple synes imidlertid ikke at vide det eller vil ikke vide af det. De er optaget, sammen med de andre i Simon den Spedalskes hus, optaget af noget andet. De er blevet forargede.
Hvad er de forargede over? Jo de er forargede over det, de finder er udtryk for overdreven ødselhed og forkert brug af ressourcer. Og det undrer dem nok også, at Jesus ikke kan se det.
¤
Lad os kort få historien:
Jesus er i Betania i Simon den Spedalske hus. Mens han er der og sidder til bords, kommer der en kvinde ind i huset. Hun bærer på en albastkrukke fuld af en meget kostbar olie.
Denne kvinde bryder krukken og salver med olien Jesu hoved.
Det er denne handling, som vækker forsamlingens forargelse. ”Hvilket fråds”, siger en. ”Ja, tænk sig hvordan den dyre olie ved salg kunne have givet os penge til at hjælpe de mange fattige”. Og kritikken vokser, sådan som det ofte sker blandt os mennesker, når vi sidder sammen.
Jesus går imidlertid straks i rette med kritikken. Han forsvarer kvinden og hendes handling.
De lyder umiddelbart hånligt, når Jesus svarer, at de skal lade hende være og afviser argumentet om at olien kunne være brugt på en mere hensigtsmæssig måde. Jesus siger: ”De fattige, som I i stedet vil bruge oliepengene på, har I jo altid imellem jer”. Jesu anliggende er her den, at han vil rokke ved deres forargelse. Giv det lige en tanke, hvorfor denne kvinde gør det, hun gør? Kunne der være et anliggende, som rækker udover din forargelse, spørger han.
Med andre ord: Bliv ikke i forargelsen. Forstå derimod intentitionen og anliggendet i det, hun gør: Jesus forklarer dem derefter, at hendes salving af ham forudskikker hans snarlige død og begravelse. Salvingen en forudgribelse af datidens gængse begravelsesritual, hvor man salvede det døde legeme.
Kvinden med alabasterkrukken er derfor snarere at forstå som et forbillede. Jesus formulerer det på følgende måde:
»Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.« Markusevangeliet 14,3-9
Kvinden med alabasterkrukken viser os således, hvad opgaven er også for os. Det er, som apostlen Paulus skrev det i sit brev til menigheden i Filippi: at have det samme sind overfor hinanden, som var i Jesus Kristus Filipperbrevet 2,5-11.
Så kaldet til os er: Tjen hinanden! Vær generøse! Pak surheden ned og lad ikke forargelsen fylde dit liv og de fællesskaber, du indgår i. Du er kaldet til noget større: elsk Gud og elsk din næste.
Amen