Jesu død på korset er på den ene side en fortælling om menneskelig ondskab, om hvordan en stat, et system af romersk statsmagt og jødisk religiøs lovgivning førte til tilintetgørelse af den anderledeshed, som man mødte i Jesus. Begge magter så kun henholdsvis en oprører og en blasfemiker i Jesus Kristus. Og de valgte derfor henholdsvis at udlevere ham til pøbelen og at pine livet af ham.

Jesus død på korset er på den anden side et vidnesbyrd om Guds kærlighed og vilje til at være tilstede i vi menneskers liv. Hans død er et nærvær hos os og med os selv i døden, sådan som det så håbefuldt og trøsterigt er formuleret af den gammeltestamentlige salmedigter i salme 139 i ordene om, at Guds kærlighed rækker selv ned i dybet, ned i underverdenen og ud til verdens ende. Hvor vi end går, tør vi håbe på, at Gud vil være hos os – i liv som i død.

Det er dette budskab, og netop begge dele, afsløringen og håbet, vi skal tage med os ud her fra kirken i dag.  Såvel afsløringen som håbet er langfredagsbudskabet, vi tager med os ud i hverdagen.

Jesu død på korset er så samtidig en anspore til os om, hver især om at leve ud af det dobbelt kærligheds bud: Du skal elske herren din Gud og du skal elske din næste.  

Disse fordringer udspringer af Gud selv – af Guds kærlighed og er ikke blot abstrakte ord. Korset er tegnet, vidnesbyrdet om at størst af alt er kærligheden. En understregning af, at vi mennesker i al vores uformåen allerede er elsket og derfor også skal elske og værne om vores næste.

¤

I denne tid med krige og voldsomme trusler er det den menneskelige ødelæggertrang og destruktion, som fylder. Den menneskelige ondskab er da heller ikke til at komme uden om, når vi følger med i nyhedsstrømmen. Men den menneskelige ondskab er ikke kun noget fjernt, som sker under andre himmelstrøg og i andre lande.

For nyligt læste jeg Peter Nádas lille roman  Bibelen – en historie fra dengang efter 2. Verdenskrig det det stalinistiske styre herskede  i Ungarn. Vi er tilbage i 1950´erne.

Peter Nadás fortæller her om en familie, som hører til statsmagten. Den lille roman begynder i haven ved huset, i det nære rum. Her møder vi en dreng, han går formålsløst rundt, keder sig, men begynder så at lege med husets hund Meta. Han leger tyrefægtning med den. Han vifter med en rød klud og begynder at løbe, Meta springer efter ham og bider fast i kluden og drengen trækker den til sig. Sådan går legen, de kæmper om kluden, trækker den til sig. De kæmper om den. Drengen forsøger som en sand toreador at undvige med klædet, og hunden forivrer sig og kommer til at bide drengen, ikke voldsomt, bare en skramme. Men så sker det. Drengen bliver rasende og tager lugejernet, og selv om hunden har lagt sig fladt ned ( godt ved, at den er gal), begynder drengen at banke løs på hunden. Banket nærmest til døde findes hunden siden i en høstak, og hunden dør dagen efter. Drengen siger ikke noget til nogen, er bare mut og tavs.

Den fortælling indleder romanen. Historien er klaustrofobisk nok, for så vidt man får et indblik i et hus og et samfund præget af tavshed, mistænksomhed og skjulte anklager. Alligevel er det denne indledende fortælling om drengen og hunden, som rammer mig hårdest.

Denne onde handling, som bare sker, sker pga. at drengen keder sig, og fordi hans temperament løber af med ham. Det ligger så latent i os mennesker, at gå fra leg til bestialitet.

¤

Her er det så midt i denne afsløring, som også finder sted i dag langfredag, i beretningen om henrettelsen af en uskyldig mand, at Jesus lyser op. Han lyser virkelig op midt i vi menneskers selvskabte mørke. Han hænger der på korset, pint og plaget, slået som hunden Meta, slæbt til korset og klynet op det. Hvor har vi dog brug for lyset fra hans ansigt og ord, ja hvor har vi dog brug for den ånd, han løfter frem: kærlighedens, håbets og forsoningens ånd.

Amen