Direkte til indholdet Link til Min Digitale Arbejdsplads Login DAP

Ribe Stifts vision

2020-2030

’Vi ønsker aktivt at påvirke, hvordan vores kirke skal se ud om 10 år!’

Vore må l med visionen

  • Visionen skal styrke vores bevidsthed om vores nuværende situation

  • Visionen skal give os blik for de muligheder vi har i de kommende år

  • Visionen skal hjælpe os til at prioritere de vigtigste indsatser i de næste 10 år

  • Visionen skal sætte gang i en konstruktiv samtale mellem folkekirkemedlemmer,

menighedsråd, kirkeligt ansatte, præster, provstier og stift, hvor vi i al vores forskellighed kan bidrage til at styrke folkekirken i vores område.


Visionen skal styrke:
1. Folkekirkens samspil med det enkelte menneske
Folkekirken er bygget på en levende og livslang interaktion med mennesker.
Det sker i form af kirkelige handlinger, gudstjenester, aktiviteter, forkyndelse, undervisning, sjælesorg, diakonalt arbejde mm. Folkekirken er kendetegnet af stor rummelighed, der giver plads til mange forskellige relationer mellem mennesker og kirke – og til stor menneskelig forskellighed.


2. Folkekirken som lokalt fællesskab
Folkekirken kendes ikke mindst gennem lokale fællesskaber i og omkring lokale kirker. Mennesker oplever sig knyttet til en bestemt kirke – og ofte i en mindre sammenhæng – fx familiegudstjenester eller babysalmesang eller konfirmandundervisning eller studiekredse eller kirkecafe. 


3. Folkekirken som en væsentlig medspiller på alle niveauer i samfundet – politisk, kulturelt, socialt…
Folkekirken har ofte en væsentlig rolle som dialogpartner og aktiv spiller sammen med lokale idrætsforeninger, borgerforeninger, plejehjem, skoler, børnehaver, spejdere, kirkelige klubber og mange flere.
Folkekirken kan spille en stor rolle i dialog og samarbejde på kommunalt og regionalt niveau ift. Kommuner, regioner, sygehusvæsen, mm.
Folkekirken har en væsentlig opgave også landspolitisk, kulturelt og socialt i samfundet.


Arbejdsspørgsmål:
Visionen gror ud af samtaler med et udsnit af de mange, som kirken møder. I arbejdet frem mod en vision stiller vi på alle planer en række åbne spørgsmål som samtale-katalysatorer, der ikke må begrænse samtalerne, men skal åbne og give plads for de kreative samtaler, der kan give gode input til en samlet formulering af folkekirkens vision. Spørgsmålene udspringer af vore nævnte ønsker til visionen.
1. Hvad er folkekirkens budskaber og opgaver i mødet med det enkelte menneske?
2. Hvad gør folkekirken for at folk oplever, at de hører til i en bestemt kirke/menighed?
3. Hvad er folkekirkens opgaver i lokalsamfundet?
4. Hvad er folkekirkens opgaver i det politiske og kulturelle liv? Regionalt og nationalt?

Aktiviteter:
Vi regner med at arbejde frem til sommeren 2021 med udarbejdelsen af visionen. En række aktiviteter sættes i værk for at sætte samtalen i gang på alle niveauer og for at få tilbagemeldinger, som sekretariat og arbejdsgruppe kan samle op og forme til en endelig vision.
Ideer til aktiviteter:

  • Spise-kaffe-samtaler – møde m. tidligere konfirmander – medlemmer i sognet – politikere osv.

  • Møder med enkeltmenighedsråd og deres ansatte.

  • Provstikonventer –– møder med provstiudvalg

  • Hjemmeside – tovholdere

  • Møde med ledende politikere og skolefolk i kommunerne

  • Møde med aktører i visionsprocesser i helt andre sammenhænge