Direkte til indholdet Link til Min Digitale Arbejdsplads Login DAP

Mariæ bebudelses dag

Prædikener

Der er oplevelser og erfaringer, som vi mennesker gør os, som kalder på en reaktion, kalder på et udbrud, ja oplevelser som fylder så meget, at vi må ytre os.

Det kan være sorger og fortvivlelse, som fremkalder suk og gråd, og det kan som i evangeliets beretning i dag være oplevelsen af det underfulde, følelsen af kærlighed, glæde og taknemmelighed, som fremkalder sang

Maria bryder ud i den sang, som er kendt under det latinske navn Magnificat. ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser”.

Marias lovsang er en takkesalme, hvor Maria takker for det, som specifikt er sket med hende, at hun nu er blevet gravid og venter et barn. Og så er det samtidig en hymne, hvor blikket løftes fra hende selv til alt det gode, hun ser Gud gøre.

Hun takker Gud for det, at han med takkesalmens ord ”har set til sine ringe tjenerinde… De store ting, han har gjort mod hende. ”

Og samtidig løfter hun så blikket og takke Gud for hans støtte og hjælp til slægt til slægt.

Maria nævner, hvordan Gud har væltet mægtige fra tronen og ophøjet de fattige, ja hvordan Guds barmhjertighed viser sig. Og hun slutter sin tak med at nævne den pagt Gud sluttede med Abraham. Det var jo til ham Gud sagde:  Jeg vil være Gud for dig og din slægt. Og med den pagt og det tilsagn kunne han som nu også Maria frit og frejdigt gå ud i verden, følge sit spor med Guds kærlighed i ryggen og i tillid til Guds velsignelse og nåde.

¤

Marias lovsang, Magnificat, har haft og har en helt særlig plads i kirkens historie og liturgi. Og det ikke kun i den katolske kirke. Luther, som jo ellers gjorde op med Mariafromheden og helgenerne fremhævede også denne salme og sagde, at den burde synges dagligt ved hver aftensang.

¤

Bøn er vigtig, men det er sangen også.

Bønnen Fader Vor er uundværlig som en daglig bøn. Den åbner for dialogen med Gud og giver os samtidig lejlighed til at kalde ham for far. Bønnen understreger et personligt og fortroligt forhold til Gud, til hvem vi kan henvende os med vores bøn om dagligt brød, og bede om tilgivelse og beskyttelse mod det onde.

Hvad sangen dertil bidrager til, tænker jeg, er en stadig indøvelse i taknemmelighed – at der altid er andet og mere at sige om vores liv og verden end det at sukke og græde. Der er meget at sukke over, og vi lever i en døds- og krigsplaget verden, men verden er og bliver gudsskabt. Og ikke blot har Gud skabt verden. Han har også forsonet sig med os, sådan at forstå, at vi nu virkelig skal og kan have tillid til og tro på at Gud ikke har glemt os og aldrig vil slippe os.

Magnificat og mange af de sange og salmer, vi synger, er således udtryk for vores tak og glæde over Guds gode gaver og de dråber af godhed, som drypper på os og som findes som dug i verden. 

Så syng som Maria. Gud hjælpe os deri.

Så vågn da op, min sjæl, bryd ud

Med lovsangs røst, og pris din Gud,

Din skaber og genløser,

Som så til dig i nåde ned

Og over os sin kærlighed

Med Trøsteren udøser.