En ung mand kommer til Jesus og spørger ham: ”Mester, hvordan skal jeg arve evigt liv?”

Jeg havde lige læst evangeliet til i dag og dermed hørt den unge mands spørgsmål til Jesus, og jeg overvejede perspektiv og kernebudskab til denne korte prædiken, alt imens jeg med en taske over skulderen og en kuffert i hånden gik igennem en svensk by og der på vejen til bussen stødte på en forretning, hvor der med store bogstaver stod ”EVIGHETEN”.

Det viste sig at være navnet på et begravelsesbureau, altså en bedemandsforretning, vist en hel kæde i Sverige.

¤

Umiddelbart forekommer der at være langt fra den unge mands længsel efter et evigt liv og så den evighed, som begravelsesbureauet signalerer med sit navn.

Begravelsesbureauet vil måske med navnet Evigheten pege på noget håbefuldt og knytte til ved forestillinger om, hvad der sker med et menneske efter døden.

Navnet Evigheten er samtidig så ubestemt, at der er plads til både en religiøs og en mere materielt humanistisk tydning.

Men der forekommer mig alligevel at være meget langt fra den unge mands spørgsmål til Jesus, om hvordan han kan vinde evigt liv, og så til de forestillinger, vi mennesker kan gøre os om livet efter døden. 

¤

Den unge mand, som kommer til Jesus for at spørge, hvordan han kan få evigt liv, vil jo gerne vide ( sådan hører jeg det) hvordan han kan være god og leve et perfekt liv. Det handler for ham om at være tilstede i livet her og nu og om at handle godt og ansvarligt.

Det er Jesus med på, for han indleder sit svar til den unge mand med ordene:  ”Hvis du vil gå ind til livet, så…” . Jesus vil gerne holde fast i fordringen til den unge mand og til os alle.

Talen om evighed mellem Jesus og den unge mand vedrører altså også livet nu, det gode liv, og spørgsmålet om, hvad der skal til, for at et menneske handler godt og bliver mere fuldkommen? Hvilke bud og handlinger, skal der til? Det forekommer at være umiddelbart relevante spørgsmål.

¤

”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv, ja gøre for at gå ind til livet?”

Den unge mand, tror jeg, kender egentlig godt svaret, Han ved jo godt, han ikke er perfekt, hvorfor skulle han, som har opfyldt alle moselovenes bud ellers komme til Jesus for at få hårdere og flere bud.

Det skulle i så fald være blot for at blive anerkendt for at have gjort tilstrækkelige og altså for at blive bekræftet i, at han god. Men jeg synes nu mere, jeg hører ormen gnave i den unge mand. Livet har lært ham, at han er utilstrækkelig, og at han aldrig kan gøre det godt nok. Den erfaring behøver man ikke at være særlig gammel for, for at erfare.

Det kan derfor godt være, at den unge mand går bedrøvet bort, da Jesus byder ham at gøre det for ham umulige, men jeg håber, at disciplene løber efter den unge mand og s fortæller ham det, som Jesus siger til disciplene til sidst: nemlig at menneske kan ikke frelse sig selv, ikke vinde det evige liv og gå ind til livet bare ved egne handlinger. Men for Gud er alting muligt.

Vi er virkelig givet et håb i Gud. Og ud af det håb kaldes vi til, som det stod på et skilt i vinduet på den samme bedemandsforretning Evigheten i vores uperfekte liv til eftertanke og omsorg, engagement og god service.

Gud,

Du ved, at vi ikke er perfekte. Lær at se, hvad vi  allerede har fået af dig, og forvandl os, så vi lever efter din vilje.

Amen