Direkte til indholdet Link til Min Digitale Arbejdsplads Login DAP

2. søndag i fasten

Prædikener

Billede af præst med præstekrave i hænderne i naturen

Herre,
Gud Fader i himlen,
Du som har skabt os i dit billede
Og givet os den plads i verden
Hvor vi skal tage hånd om aks og tidsler,
Køer og spurve.
Forbarm dig over os
Riv os ud af dæmonernes greb.
Lad det blive aften og morgen hver dag
I lyset af din velsignelse
Bring din fred til verden,
Du som er fra evighed til evighed
Amen

Der er så meget uro, larm, støj og virak mellem os mennesker og inden i os hver især. Mest tydelig i disse uger, hvor vi alle påvirkes af krigen i Ukraine. Det slog mig umiddelbart også ved læsning af de bibelske læsninger her til 2. søndag i fasten. Al den uro i verden.

Tag nu evangeliets dramatiske beretning i dag. Den er fuld af mennesker, der diskuterer og forholder sig til hinanden og til sig selv. Disciplene og de skriftkloge bokser med tilværelsen, forholder sig til hinanden, til deres omverden og til Jesus.

Disciplene føler sig afsløret i deres magtesløshed, da de på en fars forespørgsel ikke har kunnet helbrede en stum dreng med voldsomme epileptiske anfald. De ser nu med hvilken lethed Jesus kan, hvad de ikke kan. De skriftkloge ser mistroiske samtidig til, har svært ved at slippe bogstaverne og se verden, mens en bevægelig menneskemængde maser på og vil gerne overbevises af stærke handlinger og mirakler.

Hvor er der meget i gang i denne lille beretning i dag!

¤

Kontrasten bliver måske så endnu tydeligere sammenholdt med den første læsning i dag, den også dramatiske men samtidig også så rolige skabelsesberetning, hvor vi hører det sagt, at Gud skaber mennesket i sit billede, skaber det som mand og kvinde, velsigner dem og sætter det til at tage vare på den mangfoldige verden fuld af dyr og planter.

For det kritiske blik er der også her meget, der kan skurre og som kalder på vores fortolkning, for hvad vil f.eks. sige, at mennesket er sat til at herske over havets fisk, himlens fugle og alle dyr? Men vi er dog her først og fremmest i mytens underfulde verden, hvor vi hører om menneskets ophav, muligheder, opgaver og ansvar.

Myten kaster en orden ud, ikke en statisk og ubevægelig orden, men den beskriver en dynamiske og bevægelig verden, som er mærket og sat i gang af Guds skabelse og hans velsignelse af det skabte.

Det føles godt at gå ud i dagligdagen under omkvædet af denne skabelsesberetning, hvor det dag efter dag siges: ”Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den første, den anden, den tredje, den fjerde, den femte og den sjette dag”.

¤

Kontrasten mellem skabelsesmyten og evangelielæsningen i dag er nok stor, men det er og bliver den samme verden, der tales om.

Guds velsignelse af alt liv, af det skabte synes måske kun at være et tavst spor, langt væk og fjern for os, som lever midt i denne verdens uro, men evangeliets glædelige budskab er jo, at den grundlæggende velsignelse stadigvæk gælder.

Det vidner evangeliet i dag også om, ikke kun ved at spejle den menneskelige verden (det at vi kan genkende os selv enten i mængden) blandt disciplene eller i den syge og dennes familie. Nej, også ved at Jesus netop træder ind i denne verden, her hvor vi lever.

Jesus træder ind, lytter til menneskene her, forholder sig med lidenskab til vi menneskers spørgsmål, revser vores manglende tro og tillid, og peger på, som i beretningen idag, at samtalen mellem Gud og mennesker fortsat kan finde sted.

Husk bønnens kraft siger Jesus. Og husk: Alt er muligt for den, der tror. Det lyder flot og svært, men det skal høres i tillid til Guds kraft og vilje – at han hjælper os i vores nød og støtte os på vores vej.

Det ske i Jesu navn Amen