Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

2. pinsedag

Prædikener

Det begynder med gaven. Evangelisten formulerer det i indledningen til evangeliet i dag med ordene:

”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv”.

Gud gav sin søn hen til verden. Det er begyndelsen. Gaven. Den er alfa og omega.

Gud er skaberen, giver os livet som en gave, og han er så samtidig forsoneren, der med sin søns komme til verden ikke lader os blive i vores selvoptagne kærlighed til mørket.

Lad mig citere evangelisten Johannes også fra evangelielæsningen i dag. Johannes bruger her kontrasten mellem lys og mørke ”lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset”.

¤

Hvad er det så for noget, det med, at vi mennesker skulle elske mørket frem for lyset? Umiddelbart er det lyset, vi næres ved, varmes og oplives ved? Elsker vi virkelig mørket?

Fornyeligt læste jeg Miguel de Unamunos lille fine roman Don Manuel den gode. En roman udgivet i 1931 og oversat til dansk sidste år på forlaget Jensen og Dalgaard. En rørende og gribende antikynisk og på sin side også tragisk fortælling om tvivl og tro. Romanens hovedperson er præsten Manuel i den lille landsby Valverde de Lucerna. Selve handlingen skal jeg ikke her komme ind på. Glæd jer til at læse den selv!

Men der er et par steder i romanen, hvor evangelisten Johannes ord om, at vi mennesker elsker mørket frem for lyset, randt mig i hu, som det sted, hvor en af romanens personer siger: 

”Der er to slags farlige mennesker. Den ene type er dem, der er overbeviste om et liv hinsides, om kødets genopstandelse, og derfor som bruger dette liv som inkvisitorer plager andre mennesker, så de ikke værdsætter dette liv som andet end en overgang til noget andet og bedre. Og den anden type, er dem, der ikke tror på andet end dette liv” (70-71)

Det er mørkeliv begge dele at betragte denne verden, som en trædepude til evigheden, eller helt glemme gaven, det givende i det givne, i Guds kærlighed; at vi som mennesker er Guds elskede børn, og allerede er Guds elskede skabninger, som virkelig nu kan leve med håbet om vores synderes forladelse og det evige liv. Der er en gave, vi er givet, og ånd at leve ud af: kærlighedens og sandhedens ånd.

¤

Til sidst: En anden lille sætning fra den samme roman, som stak var følgende sagt af præsten Manuel. Han sagde:

”Tror du ikke, at generel velfærd fører til lede og ligegyldighed ved livet?” (59)

Må Helligånden hjælpe os til at trække os ud af både ledens og ligegyldighedens lede. Hjælp os til at tro og hjælpe os til at gøre noget godt.

Gud, hjælpe os! I Jesu navn. Amen