Lucas Cranach
 

Lucas Cranach

”Mod BLÅT ses Martin Luther SORT

se, det har mester Cranach gjort.

Mod SORT ses mangen pige HVID

som Venus var på Cranachs tid

med snoet slør, som intet slører

(det altid mandehjertet rører).

Kong Christiern sad der dagen lang

det gyldne lam om halsen hang.

Hr. Albrecht skrev, mens løven lå

og Lucas stod og så derpå.

Og han fik vin og godt at spise

hos Frederik den meget vise

Det bedste ved den hele sag:

Alt ånder liv den dag i dag.”

 

Sådan kan man læse i digtsamlingen ”Nær det fjerne”, som kunstmaleren Mogens Zieler har skrevet; et digt, der vel nok kan give én lyst til at søge dybere ned i, hvem denne ”mester Cranach” egentlig var. Reformationens maler Lucas Cranach den Ældre, der var født 1472 i Kronach og døde 1553 i Weimar, vil forhåbentlig vise sig at være et spændende bekendtskab, for som Mogens Zieler så rammende siger det, så ånder Cranachs kunstværker liv den dag i dag.

Som maler formåede han i portrætterne ikke så meget at lave en nøjagtig gengivelse af personerne, men især at fremstille det særlige væsen, som hver enkelt havde. I de små vielsesmedaljoner, som han lavede af sine nære venner, Martin Luther og Katharina von Bora, lige efter deres bryllup den 13. juni 1525, der blev holdt i hjemmet hos Luther, hvor Cranach førte bruden ind, og hans hustru var vidne sammen med at par andre venner, da er det som om nogle af karaktertrækkene kommer tydeligt frem, både Luthers mod og vedholdenhed og hans hustrus myndighed, for Fru Käte forstod nok at holde styr på den store husholdning i Luther Haus. Ligesom årenes slid, ukueligheden og det nøjsomme liv stråler ud af de to fine skildringer af Luthers forældre, Hans Luther og Margrethe Luther, der i dag blandt andet hænger på borgen Wartburg, hvor Luther selv i 1521 opholdt sig i omkring et år under dæknavnet Junker Jørg, efter han i Worms var blevet dømt fredløs og derfor taget i kurfyrstens varetægt, så han ikke risikerede at blive slået ihjel af enten pavens eller kejserens mænd. Cranach var blandt de få nære venner, der fik besked om, hvor Luther var.

Som hofmaler hos den saksiske kurfyrste Frederik den Vise var Lucas Cranach tæt knyttet til de allermest indflydelsesrige personer i sin samtid. Han boede selv i de første år på slottet i byen Wittenberg, hvor kurfyrsten havde sin hovedresidens, men senere købte han først et stort hus på Markedspladsen, hvor der var god plads til hans hustru Barbara og deres 5 børn, og derefter et endnu større hus på Slotsgaden, som begge er bevaret den dag i dag og kan besøges, dels som Cranach Haus og som Slots Apoteket. Men også flere bygninger blev opkøbt, og omkring 1530 var Cranach den største private grundejer i Wittenberg og den anden rigeste borger.

Ud over de rent kunstneriske opgaver havde Cranach også en rækker diplomatiske funktioner ved hoffet, ligesom det var ham, der dekorerede og tilrettelagde afviklingen, når der skulle være store ridderturneringer på torvet midt i Wittenberg, og han stod for udsmykningen af kurfyrstens andre slotte rundt om i Sachsen.

Men som et rigtigt renæssance-menneske havde Cranach flere jern i ilden, og han gjorde flittigt brug af de mange mulighed, som tiden åbnede for at et driftigt menneske kunne udnytte sine mange talenter. Udgivelsen og trykningen af Luthers banebrydende oversættelse af Det nye Testamente til tysk i 1522 skete på Cranachs effektive bogtrykkeri. Det var en omfattende opgave, idet den første udgave på 3.000 eksemplarer i september blev revet væk i løbet af kort tid, men allerede i december kom næste oplag, fordi trykkeriet havde tre presser kørende på én gang. I 1520 fik han af fyrsten tildelt en apotekerbevilling, så han derefter drev et stort apotek i huset på Slotsgaden, alt sammen ved siden af sit malerværksted, hvor han ofte havde mellem 9 og 11 svende ansat for at kunne efterkomme de mange private bestillinger, som han modtog ud over malerarbejdet ved hoffet. Man mener, at der på Lucas Cranachs værksted er blevet malet mellem 5.000 - 10.000 malerier, hvoraf ca. 1.000 stadig er bevaret. Denne enorme produktivitet stod dog ikke i vejen for, at Lucas Cranach også var medlem af byrådet i Wittenberg i omkring 30 år og i tre perioder endda selv var borgmester.

Som en nær ven af Martin Luther delte Lucas Cranach selv de nye reformatoriske tanker, der hurtigt havde bredt sig i Wittenberg, først blandt halvdelen af byens befolkning, nemlig de mange studerende ved universitet, hvor Luther var ansat som professor i teologi, og senere ud i hele byen og fyrstedømmet og de omkringliggende områder. Da Kong Christian II i 1523 måtte flygte fra Danmark pga. adlens modstand, efter at han forgæves havde forsøgt at indføre de nye tanker her, boede kongen omkring et halvt år hos Lucas Cranach, hvor han også blev portrætteret.

Mens Martin Luther var ordets mand, så forstod Lucas Cranach at udtrykke den nye opfattelse af troen i billeder. Når Luther prædikede om, at forkyndelsen skulle drive på Kristus, så illustrerede Cranach ordenes meningen ved at placere den korsfæstede Kristus midt i billedet mellem Luther, som står på prædikestolen, og den lyttende menighed. Sådan som det ses på altertavlen i Marien Kirche i Wittenberg, for de nye alterudsmykninger i kirkerne i området blev også udført af Cranach og hans værksted. Så forkyndelse og billede fulgtes ad.

Men den nære tilknytningen til Luther og de reformatoriske kredse i Wittenberg forhindrede dog ikke Cranach i også at male Luthers ærkefjende, den pavetro kardinal Albrecht af Brandenburg, som reformatorerne i begyndelsen forgæves håbede på ville tilslutte sig reformbevægelsen.

Renæssancetidens forkærlighed for mytologiske skildringer af antikkens guder blev under Cranachs hånd til mange sødmefyldte skildringer af gudinden Venus, ofte med Cupido ved sin side, der græder over, at bierne har stikket ham, da han tog deres honningkage, men Venus belærer ham om, at det ikke gør mere ondt end stikket i hjerte på dem, han selv skyder sin kærlighedspil på.

En af eftertidens store malere, nemlig Pablo Picasso, har ligesom Mogens Zieler heller ikke kunnet stå for Cranachs Venus og har i en hyldest til mesteren lavet flere egne værker, der er en direkte gengivelse af Cranachs komposition og udformning af Venus, eller også af kvinder med hat eller Batseba, der udspioneres af Kong David, mens hun er omgivet af sine tjenestepiger – men selvfølgelig med Picassos egen karakteristiske moderne streg!

Den ældste søn Hans (1513-1537) skulle egentlig have overtaget det anerkendte malerværksted, men da Hans døde som ung mand på en studierejse i Barcelona, blev det sønnen Lucas (1515-1586), der kom til at føre værkstedet videre, og dette navnesammenfald mellem far og søn har givet eftertidens forskere rig mulighed for diskussion af, hvorvidt de enkelte malerier nu var udført af Lucas Cranach den Ældre eller af sønnen Lucas Cranach den Yngre.

Men med nutidens nye muligheder for naturvidenskabeligt baserede undersøgelser af maleriernes datering er denne diskussion om bestemmelsen af ophavsmanden dog efterhånden trådt i baggrund, også fordi man i nyere kunsthistorisk sammenhæng mere ser værkstedet som et familieforetagende, hvor alle arbejdede ud fra det koncept, Cranach som den kreative kraft havde opfundet og hele tiden justerede. Så Cranachs signatur var så at sige værkstedets ”brand”, der garanterede kvaliteten både kunstnerisk og materialemæssigt, mere end den var isoleret bundet til Cranachs kunstnerpersonlighed.

At Lucas Cranach den Ældre døde i Weimar og ikke i Wittenberg, der ellers var så tæt vævet sammen med hans kolossale indsats både kunstnerisk og politisk i reformationstiden, som en rigtig bymatador, hang sammen med de politiske ændringer for hoffet. Han havde selv påbegyndt arbejdet med midtermotivet på alterudsmykningen i Stadtkirche i Weimar, men hvor langt han var nået ved sin død i 1553 er ikke helt afklaret. Altertavlen viser den korsfæstede Kristus i midterfeltet, mens den opstandne Herre, der bogstaveligt talt træder døden under fode, ses til venstre for korset og Johannes Døber til højre for korset, med Martin Luther i forgrunden, pegende i Bibelen, mens Lucas Cranach den Ældre træder ind i mellem de to i en bedende gestus, idet han rammes af blodstrålen fra såret i Kristi side, som et håndgribeligt udtryk for, at frelsen er en nådessag, båret frem af troen og ikke belønning for gerninger.

En tidligere variation af dette tema kan også ses i Tønder Kristkirke i epitafiet på korets søndre side, til højre for alteret, i midterfeltet, der er inspireret af Cranachs lov og nådemotiv, men her uden de to betydningsfulde herrer for reformationen, idet Luther og Cranach er udeladt, og i stedet for er mennesket som i Cranachs tidligere fremstillinger af motivet placeret midt i billedet under træet, der frodigt folder sine blade ud i nådens og evangeliets tid. For troens frugter vokser frem ganske af sig selv, når vi har blikket rettet mod Kristus!

 

Kirsten Elisabeth Christensen

Sognepræst i Tønder

 
Korsbrødregade 7 - 6760 Ribe - Tlf. 75421800 - CVR. 57244615 - EAN-NR: 5798000818743 - kmrib(a)km·dk