Herre, Gud Fader i himlen,
din godhed rækker ud over alle grænser.
Du giver de sidste det samme som de første
og vækker med din grundløse nåde
både glæde og uro i vores hjerter.
Vi beder dig:
Hjælp os med at dæmpe vores selvretfærdige harme,
og før os ud af sammenligningernes helvede,
hvor vi slår tomme slag i luften
og jager efter vind.
Få os i stedet til at le af os selv,
og lad din gavmilde natur smitte af på os
så vi med let hjerte tager det arbejde på os
som vi har fået.
Hjælp os med at tænke stort,
du som er fra evighed til evighed. Amen
Jesu lignelse i dag om vingårdsejeren og hans løst ansatte dagarbejdere vækker både glæde og uro hos tilhøreren. Og godt for det.
Det er vel det en lignelse skal. Ellers kunne Jesus jo lige så godt have kommet med en direkte formaning eller et konkret bud om, hvad vi skal, i stedet for at fortælle denne lignelse om Guds rige, Himmeriget.
¤
Jeg husker tilbage, da jeg gik i folkeskole, at vi skulle tegne denne lignelse. Det blev til en fremstilling med den ene tændstikmand efter den anden. En række af mennesker, som stillede sig frem foran vingårdsejeren og hver modtog en skinnende mønt for deres arbejde.
Måske jeg netop husker det pga. det gådefulde og irriterende ved fortællingen. Det på den ene side her at være vidne til en åbenlys urimelighed - det at arbejderne får det samme for ulig arbejde - og så samtidig det måske alligevel at skimte en form for håb i netop denne fortælling.
Gådefuld er denne lignelse i alt fald og som sådan kan det til stadigvæk anfægte og glæde sin tilhører.
¤
Uretfærdigheden i tildelingen af den samme løn uanset, hvor lang tid, vingårdsarbejderne havde arbejdet, er åbenlys. Det er nemt at sætte sig i deres position.
Det er let at forstå, hvorfor de, som har været ansat hele dagen, knoklet og slidt, føler sig snydt ved at få den samme løn som den, der kom til i sidste time.
Der er forskel på at arbejde en time og tolv timer. Også selv om de sidst ansatte skulle have arbejdet i et højere tempo. De mange flere timers arbejde bør vel også udmønte sig i lønnen? Ikke mindst, når der er tale om det samme arbejde.
Nu kan der så let gå politik i fortolkningen af Jesu lignelse:
På den ene fløj vil man sige: Vingårdsejerens handling fjerner al incitament for det menneskelige arbejde. Vent bare til den næste dag. Hvor mange af arbejderne vil da stå frem og være til tjeneste fra morgenstunden. Mange af dem vil fristes til at sove længe og først stå frem sent på dagen og tilbyde deres arbejde. Disse arbejdere har jo nu fået en berettiget forventning om, at de ikke behøver at arbejde mere end en time for at få en dagløn. Så hvorfor stå tidlig op? Det kan godt være, det er sådan det er i himlen, men her på jorden vil vingårdsejerens handling fjerne al dynamik.
På den anden fløj vil man så modsat kunne sige: Vingårdsejeren gør det rigtige. Han viser, hvordan vi har ansvar for hinanden i samfundet. Når han betaler alle det samme, har han indført en form for borgerløn. Det er jo ikke pengene, det kommer an på, og pengene er vel heller ikke arbejdets dybeste bevæggrund. Den første fløj anlægger en alt for kynisk betragtning af, hvad, der skaber virketrang hos den enkelte, og af hvad, der motiverer os. Menneskets forpligtelse for samfundet rækker ud over lønnen, vi får. Vi skal gerne kunne leve af vores løn, men det er ikke pengene, der driver os.
Jesu lignelse vil således kunne give anledning til politiske drøftelser, om løn og samfund, om individ og fællesskab, om ansvar og forpligtelse, men der er imidlertid andet og mere i denne fortælling.
Jesus siger det jo selv indledningsvist, at lignelsen er en lignelse om Himmeriget, dvs. om Guds rige. Der sker derfor let en udtynding af lignelsens egentlig anliggende, hvis den ensidigt anskues med et verdensvendt blik.
Sagt på en anden måde: Fortællingen om vingårdsejeren og hans arbejdere er ikke en lignelse om ideologi, men om Guds rige, dvs. om hvad det betyder som menneske at leve sit liv i denne gudsskabte verden under Guds dom og nåde.
Her skal vi, når vi hører lignelsen, glæde os over vingårdsejerens generøsitet og mindre tænke på os selv og sammenligningen med andre, om de nu får mere eller mindre.
Vingårdsejerens generøsitet afspejler jo Guds generøsitet. Og den lever vi som mennesker godt af. Lignelsen handler således mindre om os mennesker og om vores præstationer og om, hvad motiverer os, og mere om Guds godhed og hans grænseløse og rige nåde.
”Gå da” – som det lyder i en morgensalme – ”frit enhver til sit og stole på Guds nåde. Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil på allerbedste måde.”
Det ske i Jesu navn. Amen