Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

5. søndag efter trinitatis

Biskop

Billede af lys i Ribe Domkirke

Gud, Fader, Søn og Helligånd,
du som er i himlen og på jorden,
tak fordi du former et net af himlens lys
og kaster det ud over verdens hav.
Universets store fisker,
vi beder dig:
Fang os ind i dit solnet,
og lad os sprælle som små fisk i garnet,
ikke af nød og mangel på luft
men fyldt af glæde over din nåde.
Få vores hjerte til at banke
og vores ord til at gløde af din Ånd
så vi grebet af dig tør fare ud
på selv det dybeste vand,
du som er fra evighed til evighed. Amen

Jesus gør nogle fiskere til sine disciple. De hedder Simon, Jakob og Johannes. Jesus kalder på dem, og de følger ham.

De er disciple i den forstand, at de nu ikke blot forlader deres både og nu store fangst og følger ham på hans vej til kors, død og opstandelse. De skal også blive udsendinge, apostle, som bringer Jesu budskab videre ud i verden. De bliver ikke kun iagttagere, men også forkyndere af den betydning Jesu liv og død har. Disciplene bringer Guds bud, liv og ånd med videre frem ind i tiden. 

¤

Den gammeltestamentlige læsning i dag fortæller også om en mand, hvem Gud har et anliggendet med. Det er beretningen om, hvordan Gud kalder på profeten Esajas, kalder ham til at være profet. Det er en meget dramatisk beretning med magiske overjordiske skildringer af Guds nærvær. 

Vi møder Esajas i templet. Han ser og mærke Guds herlighed og fylde. Han bliver først bange, for han ser Gud omkranset af to serafer (De er en slags engle med seks vinger).

Esajas tænker: ”Nu er det ude med mig. For hvilket menneske kan komme Gud nær”. Esajas er jo kun et menneske, hverken stor eller evig, og slet ikke ren og lys som Gud. Esajas er som folk er flest, som dem han lever sammen med. De kan hverken kaldes uplettede eller rene. De er mennesker med alle de fejl, vi har og gør.

Men så sker der noget: en af englene flyver hen til Esajas. Den har et stykke gloende kul, som den har taget fra altret med en tang. Og den lader dette gloende kul røre Esajas læber og siger til ham: ”Nu har dette gloende rørt dine læber. Din skyld er fjernet og din synd er sonet”.

Esajas tager ordene til sig og tager nu imod den opgave, Gud giver ham. ”Her er jeg! send mig”, siger Esajas.

Hvorvidt det er ilden i kullet eller englens ord, der gør det, er sådan set mindre væsentligt. Det vigtige er at Esajas nu tager imod sin nye opgave ligesom også fiskerne på Genezareth sø bliver Jesu disciple.

”Her er jeg”, siger Esajas ” Send mig, Brug mig!”.

¤

Hvad er det, som får Esajas til at tage imod sin opgave og hvad er det, som får fiskerne til at følge Jesus. Hvad er det, som gør at den ene bliver profet og de andre diciple?

Ikke mindst når man tager i betragtning, at de først føler sig ude af stand til at løfte opgaven, ja føler sig helt og aldeles utilstrækkelige? Og disciplene viser sig jo også gang på gang i evangeliernes beretninger at være utilstrækkelige.

Jeg tænker, der er noget i det, at vi bliver berørt, hvad enten det er af gloende kul, af stor fangst eller af et ord, som har indflydelse på os og som kan flytte os. Det betydningen af, at nogen kalder på os og siger, at vi kan bruges og vil os noget.

Og det er der. Vi er kaldt på.

Vi får i dåben at vide, at vi hører Gud til, at livet er en gave. Men der springer samtidigt et kald ud af dåben. Vi lever i en verden sammen med andre. Og vi er sat i en relation til verden, hvor det ikke kun handler om at alt kommer til os.  

Den tredje læsning i dag – fra Peters brev i Det nye Testamente -  siger det egentlig ganske klart, hvad kaldet og opgaven er:

    Vis medfølelse, barmhjertighed, ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse.

Så lev da frit og stol på Guds nåde. Gør gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde.

Glædelig søndag.