Direkte til indholdet Link til Min Digitale Arbejdsplads Login DAP

3. søndag efter påske

Prædikener

Jeg er vejen, sandheden og livet

Jesu ord er ofte enkle; og enkelthed kan have en styrke for så vidt det gør det lettere at huske det sagte. F.eks. Jesu ord i dag, hvor han siger om sig selv: Jeg er vejen og sandheden og livet.

Isoleret betragtet kan en sådan sætning let blive for bastant og enøjet, om ikke den forholder sig til og uddyber, hvad det så vil sige, at Jesus er sandheden, vejen og livet i dag. Såvel Jesus selv som sandheden, vejen og livet bliver let forenklet og ender med at blive til en selvbekræftende lukket kredsløn, hvis ikke vi husker, at det er ord, der lyder ind i en flerstemmig og mangfoldig verden.

¤

Jeg blev forleden mindet om denne fare for forenkling, da jeg ret tilfældigt faldt over den polske digter og tidligere nobelprismodtager Wislawa Szymborskas digt: I Heraklits flod.

Heraklit hører til blandt de tidlige filosoffer, en græsk filosof, som levede i det 6. århundrede før Kristus, og som er kendt for følgende fragment: ”Man kan ikke bade to gange i den samme flod”.

Alting er under forandring, siger Heraklits fragment. Vandet, vi bader i, løber videre og man er også selv en anden næste gang, vi springer i floden eller havet.

Heraklits billede af floden og den, der bader i det, kan på mange måder føles nærværende i en moderne og foranderlig tid.

Og det er dertil også blevet opfattet som om, at alt så er relativt, at alting flyder. Som et billede af et uundgåeligt værdiskred og hvor sandhed, liv og vej kun er noget individuelt.

Det er som en korrektion af det, jeg læser Szýmborskas digt: I Heraklits flod.

Hun skriver, at i Heraklits flod har fisk travlt med at fange fisk, en fisk er travlt med at flygte fra en anden fisk. I Heraklits flod elsker en fisk en anden fisk. I Heraklits flod knæler en fisk for anden fisk og den synger til denne fisk. I denne flod svømmer digteren nok som en ene fisk, men der er også andre fisk.

Szymborska lader det ikke stå ved floden og den badende og deres foranderlighed. Heraklits billede rummer mere end det, der siges. Ligesom der sker andet og mere i em bevægelig verden.

Vi kan ikke bare slutte ud af sætningen om, at alting flyder, at alting da er relativt. Der er et mangfoldigt liv i floden, fisk med så mange ting for. Og denne mangfoldighed i en foranderlig verden er der grund til at glæde sig over.

¤

Netop det er det vigtigt at huske, også når vi hører Jesu ord om sig selv: Jeg er vejen og sandheden og livet.

De ord lyder jo netop også ind i en bevægelig, mangfoldig og flertydig verden, hvor vi mennesker bokser med tilværelsen.

Og de skal her høres som håbefulde ord, som understreger, at vejen vi går, går vi nu ikke alene. Kærlighed og forsoning går med og det er den ånd af sandhed og liv, som nu er tilstede i menneskers liv.

Alt grundet Gud, hans kærlighed og nåde. I Jesu navn. Amen.