En synagogeforstander har mistet sin datter. Hun er lige død. Han opsøger Jesus og beder ham vække hende til live igen. Jesus følger ham hjem, og på vejen dertil træder en kvinde frem for Jesus. Hun rører ved kvasten på hans kappe og også hun bliver helbredt, helbredt for de blødninger, som har plaget hende i 12 år. Og Jesus fortsætter sin gang med synagogeforstanderen og opvækker den døde pige.
To helbredelser i én fortælling. Mest spektakulær er nok opvækkelsen af synagogeforstanderens datter, mens helbredelsen af kvinden med de svære blødninger snarere forekommer at være en form for indskud, noget som sker på vejen.
Et er at denne fortælling om kvinden med blødningerne skyder sig ind midt i fortællingen om helbredelsen af synagogeforstanderens datter, men det denne kvinde gør, er også noget, der vel nærmest kan betragtes som en forstyrrelse, en afbrydelse midt i den anden historie: Jesus går der med synagogeforstanderen i fuld fart på vej for at vække hans døde datter til live. Så kommer denne kvinde da bagfra og rører kvasten på hans kappe, fortæller evangelisten Matthæus. Hun troede, at bare hun rørte fligen af Jesu kappe ville hun blive helbredt. Jesus mærker berøringen og han vender sig da om og siger til hende: ”Vær frimodig, din tro har frelst dig”.
Er denne kvinde en forstyrrelse, en afbrydelse, så er der dog noget både stærkt og håbefuldt i den måde, hvorpå Jesus reagerer på den forstyrrelse, som kvinden her er. Han siger ikke: ”Jeg har ikke tid. Lad mig være! Hold dig væk”. Han skælder ikke ud eller bliver sur over at måtte stoppe op. Tværtimod! Han glæder sig over kvindens iver og siger til hende: Vær frimodig! Fortsæt med det, du her har gjort. Vær ikke bange for at opsøge den, du tror på! Vær ligefrem og vær gerne en forstyrrelse for andre!
Det er da ganske opmuntrende og må også gøre os frimodige i vores forhold til og liv med hinanden.
Det, denne kvinde gør, er egentlig helt i tråd med det, som Jesus selv gør. Han forstener ikke i sit eget indre tempel, lader sig ikke bare hylde som en ophøjet og fjern person. Nej, Jesus følger sit væsen, kærlighedens væsen, hvad gør, at han helt af sig selv rækker ud og søger andre. Det er det, vi hører om i evangeliet i dag: En syngagogeforstander, som kommer til ham med forhåbninger om, at netop han kan gøre det umulige, følger Jesus på vejen, og den kvinde, som søger Jesus på vejen, får Jesus til at standse op, lytte og hjælpe.
De to helbredelser i dag er således nok helbredelsesberetninger, men de mere end det. De er fortællinger, som understreger Guds væsen og nærvær i vi menneskers verden. Og hvad det kalder os til, siger Jesus egentlig med et ord til den helbredte kvinde: Vær frimodig. Gud hjælpe og dertil! I Jesu navn. Amen
