Direkte til indholdet Link til Min Digitale Arbejdsplads Login DAP

2. søndag i fasten

Prædikener

Billede af påskelilje i det fri

Lad os bede.

Herre, Gud Fader,
du har sendt din søn, 
som en kilde til nyt liv i verden.
Han løber som en brusende strøm
ind over udtørrede vandløb og fylder dem med liv.
Han hvirvler alt fastgroet op
og nedbryder grænserne mellem kendte og fjerne egne, mellem venner og fremmede.

Vi beder dig:

Forbarm dig over os.

Vi er trætte, udtørrede

og tørster efter dig.

Skyld ind over os

før os ind til din fest

du, som er fra evighed til evighed.

Amen

Vi er nu i fastetiden, og vi bevæger os frem mod påsken, en af vores tre store kirkelige højtider.

Sidste år var kirkerne i påsken lukket for gudstjeneste.

Det vil ikke ske i år, men der vil fortsat være restriktioner. Vi lever stadigvæk under smittens hærgen.

Uanset hvilke begrænsninger, der vil være, når vi kommer en måned frem, så skal vi fejre påske.

Og vi må i det hele taget ikke lade begrænsningerne i udfoldelserne af vores fælles liv stå i vejen for den glæde og det håb, som påsken melder.

Hav det allerede nu for øje!

¤

Indtil påske, har vi så tid til også at fordybe os i det kristne håb og minde hinanden om både den dybde og den letheden i livet, som Jesu opstandelse, død, liv og ord giver os.

Det er fastetidens anliggende. Udover den daglige glæde ved de flere lyse timer om dagen og den piblende skov af vintergækker og erantis, så brug også fastetiden til eftertanke. Vores liv og liv med hinanden handler om andet og mere end smittetal, frygten for sygdom, penge og økonomi. Jo, det er reelle bekymringer, som fylder os, men der er samtidig andet og mere at sige om vores tilværelse

¤

Evangeliets beretning i dag - den herlige beretning om den kanaanæiske kvinde -  skal vi høre i det lys. Det er en fortælling om tillid og tro – en fortælling til inspiration i denne fastetid.

Den kanaanæiske kvinde træder frem foran Jesus og beder ham forbarme sig over hende. Hun har et anliggende. Hun vil gerne, at Jesus helbreder hendes syge datter.

Jesu disciple afviser hende, og Jesus selv prøver også at skyde hende fra sig. Hun er imidlertid vedholdende, og Jesus tyer da til et billedsprog, siger, at man ikke skal tage børnenes brød og give det til hundene. Hvorpå den kanaanæiske kvinde frejdigt svarer: ”Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord”. De ord overbeviser Jesus om hendes tillid og tro, og han helbreder hendes datter. 

¤

Den kanaanæiske kvinde er på en og samme gang ydmyg og frejdig.

Hun møder Guds søn med ordene: ”Forbarm dig over mig!” Hun ved, at ikke kan magte tilværelsen selv, har brug for andre, har brug for hjælp.

Men samtidig er hun både vedholdende, frejdig og tillidsfuld.

Denne ydmyghed og frejdighed er ikke at betragte som tillærte dyder, snarere er de for mig at se udtryk for hvordan et menneskes hjerte forvandles i mødet med Gud.  Som døbte tør vi vide os kendte som Guds elskede børn. Og det bør også gøre os både ydmyge og frejdige.

Vi lever som den kanaanæiske kvinde også i en verden præget af sygdom og mørke skygger, uro og sorg, men vi kan samtidig som hende frit træde frem og leve i tillid til, at smulerne fra Guds bord også når ud selv her, hvor vi lever vores liv.

Det er dåbens gave – ja det håb, som springer ud af påsken.

Amen