Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

17. søndag efter trinitatis

Prædikener

Jesus spiser sammen med dem, som ikke bliver regnet for noget, og Jesu disciple holder ikke de gængse regler og normer i datidens samfund.

”Du skal faste på de fastsatte tider!”, siger man. Disciplene gør det ikke.

Jesus går ind i Levis hus og spiser sammen med denne tolder og sidder til bords sammen med andre, som folk i byen ser på med skepsis og omgærder med mistro.

Og den faste, som er gængs praksis i datidens samfund, og som de fleste holder, bryder Jesu disciple. De spiser, selv om alle andre afstår fra det på de ellers fastsatte dage.

¤

Og hvorfor gør Jesus og disciplene det? Er de bare provokatører, og er Jesus en samfundsomvælter? Mangler de helt pli og er uden forståelse for, hvilke normer og værdier, der kendetegner et samfund? Hvad kitter os sammen og gør os til et folk?

Lad bare disse spørgsmål stå og vaje i vinden.

Jesus vil i altfald rykke ved vi menneskers selvsikkerhed og trang til at ordne og regere. Han åbner fortsat dørene og lufter ud, hvor vi menneskers sammenspisthed bliver for stor. Og hans disciple går videre og virker i hans ånd.

Jesus er trådt frem ikke blot for at `please´ en allerede sammenspist kreds. Han vil bryde op i den skråsikkerhed,  som så let opstår i vores egne selskaber.   

Og Jesu disciple, de forholder sig ikke til om faste er godt eller skidt, når de ikke faster, så er det fordi de fornemmer, føler og forstår, at de er del af en fest, noget særligt, som pågår nu og her, mens Jesus lever, og de går sammen med ham.

Disciplene forholder sig således hverken til om det nu er godt at fylde sig mad eller bedre at være på kur og faste. Nej, de glæder sig-

Det som er vigtigt for disciplene er at udtrykke glæden over livet i Guds nærhed.

Dvs. den glæde, som også lød julenat i Betlehem da englen sagde til hyrderne på marken: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde som skal være for hele folket!”

Disciplene går i denne glæde, og når man går i denne glæde bliver det mindre vigtigt hvornår man spiser. Hverdagens regler bliver ligesom sekundære i forhold til glæden. Ikke at man hverken skal bryde dem eller lade være. Men ens fokus er rettet på det væsentlige, det egentlige – det, som betyder noget.

Og er det ikke netop det, vi også skal gøre nu, bære glædens ånd med os – også selv om verden er som den er, og tiden går sin gang.

Gud, hjælp os til at forstå, at med din søns indtog i verden er alle døre nu åbnet.

Du – tør vi håbe – vil også gå ind hos os, hvad enten vi er enøjede i vores sammenspisthed eller føler os ikke regnet og fortabte.

Gud, hjælp os til at stole på din kærlighed, tilgivelse og nåde.

I Jesu navn. Amen