Den ene står op, den anden sidder ned. Martha suser rundt, sørger for gæsten. Maria derimod har sat sig hos den besøgende og lytter til ham.
Det kunne egentlig være det hele, ja være så godt, et glædeligt besøg, en idyl.
Det kunne være udtryk for en opgavefordeling i dette hjem eller bare sådan et eksempel på, hvordan forskellige temperamenter kan gøre sig gældende og gøre gavn, når der kommer gæster. Én lytter, én anden sørger for mad og drikke.
Gid det var sådan fat! For nu begynder det med at nage og slide i den enes sind. Det er selvfølgelig hende, der står op, Martha; hun synes søsteren Marie lader stå til. Hun burde hjælpe hende med maden og med det at varte gæsten op. Hun løber jo spidsrod, gør Martha, modsat Maria, som bare sidder der og lytter til gæsten.
Og til sidst bruser Martha over med sin irritation. Hun kan ligefrem ikke lade være med at sige det til gæsten, som er Jesus, om ikke han kan få søsteren til at hjælpe hende.
¤
Genkendelig er Marthas reaktion.
Hvor tit synes vi ikke, at vi har gjort mere end de andre; hvor tit har jeg ikke tænkt: ”Kan han ikke se at få fingeren ud og komme i gang. Her løber jeg rundt og sørger for alt. Vågn op, min ven. Men intet sker. Træd i karakter. Tak!”. Jeg optændes af en retfærdig harme og der buldrer efterhånden et tordenvejr indeni mig.
Men hvor bliver min latterlighed da udstillet i evangeliets enkle og klare fortælling i dag om Jesus, der besøger søstrene Marthas og Marias hjem.
Fortællingen i evangeliet i dag, i sin enkelthed, er jo så tydelig og klar med, at nærvær og omsorg for gæsten kan have forskellig karakter – og det er alt sammen af betydning.
Derfor, når Martha spørger og bebrejder sin søsters måde at være til stede på, så må Jesus svare som, han gør: ”Martha! Martha! Du gør dig bekymringer og er er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende”.
Heri ligger ingen nedgørelse af Marthas virke og omsorg for sin gæst, men Jesus vil med sine ord flytte Marthas fokus. Drop sammenligningen med din søster! Lad være med at føle dig forurettet og som offer. Hvis der er noget, du er utilfreds med, kunne du jo først tale med din søster om det. Men husk fokus, at den gode del er: hav først og fremmest blik på din gæst, vær til stede. Og husk, at et sådant nærvær kan have mange former; her er brug for både den, der går rundt og gør klar, forbereder mad og drikke, og den, der sætter sig og lytter til gæsten og den verden, han møder husets beboere med.
Der er brug for dit nærvær.
Gud hjælpe os deri
Amen