Direkte til indholdet Link til Min Digitale Arbejdsplads Login DAP

Prædikener

1. søndag efter trinitatis

”Penge er ikke alt”, ”Du kan alligevel ikke tage noget med herfra den dag, du dør”, sådan kan vi sige det til hinanden og til os selv. Den menneskelige erfaring fortæller os, at det er sandt. Og Jesus...

Læs mere

Prædikener

Trinitatis søndag

Mig er givet al magt i himlen og på jorden, siger Jesus, og han opfordrer sine disciple til at gå ud i verden, døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og give alt det videre, som han har sagt til dem,...

Læs mere

Prædikener

2. pinsedag

Gud, vor far i himlen,

du rækker os livets brød

og lægger en ny ånd i vores indre.

Du giver næring til alle dage.

Tak fordi du gavmildt giver os del i dig selv.

Læs mere

Prædikener

Pinsedag

Lad os alle bede Gud du er himmelblæsten,

det kraftige vindstød

og det åndepust fra paradis

som vækker det livløse til live.

Tak for din Helligånd.

 

Læs mere

Prædikener

6. søndag efter påske

Jesus siger i evangeliet i dag til sin far i himlen: Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét.

Læs mere

Prædikener

Kristi himmelfart

Jesus tager sine apostle med udenfor byen. Han løfter sine hænder, velsigner dem og idet han gør det, bliver han løftet op til himlen.

Læs mere

Prædikener

5. søndag efter påske

Det evige liv er at kende Gud og ham, Gud har udsendt, Jesus Kristus.

Jesus siger disse ord i sin afskedstale til sine disciple. Evigt liv er at kende Gud, dvs. evigt liv er at se sit liv i lyset af Gud og...

Læs mere

Prædikener

Læs biskoppens prædiken til 4. søndag efter påske

Læs mere

Prædikener

Biskoppens prædiken til St. Bededag

Læs mere

Prædikener

3. søndag efter påske

Læsningerne her mellem påske og pinse er fra Johannesevangeliet. De er udsnit af de kapitler, som vi kalder for Jesu afskedstaler til sine disciple.

Det er ord, som giver Jesus lejlighed til at uddybe for...

Læs mere

1. søndag i fasten

Lad os bede
Herre, Gud Fader i himlen
du er den stærke klippe
hårdfør når voldsomme kræfter raser.
Din søn Jesus Kristus har dit væsen.
Han lod sig ikke friste af Djævelens hvislen.

Vi beder dig:

Forbarm dig over os der som Adam og Eva har mindre rygrad.

Vi er svage, vi undviger, dækker til og kryber i skjul når vi bryder dine bud og ødelægger livet for hinanden.

Kald os frem for dit ansigt, og støt os i at stå op imod al ondskab, du som er fra evighed til evighed.

Amen

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, siger vi i trosbekendelsen. Hvorefter vi i samme bekendelse udsiger vores tro på Gud Fader, Guds søn og Gud Helligånd.

Vi bliver aldrig færdige hverken med at sige nej til Djævelen og ja til Gud. Det er en åndelig kamp, vi som mennesker og som døbte, fortsat står i.

¤

En af den tidlige kirkes dygtige teologer hed Gregor af Nazians. Han levede i det fjerde århundrede (fødtes omkring 330 e. kr. og døde ca. 390 e.kr.). Han blev født midt i det nuværende Tyrkiet, i Kappadokien.

Gregor af Nazians var sammen med de to brødre Basileos den Store og Gregor af Nyssa med til at udforme den kristne teologiske tænkning om den treenige Gud: Gud som Fader, Søn og Helligånd. Gregor var med til at udfolde og klargøre det særlige ved det kristne gudsforhold. Ud over dette arbejde skrev han så også en række digte, ca. tredive digte, hvor i djævelen dukker op igen og igen.  

Gregor var meget opmærksom på, at det at vide sig elsket af Gud samtidig betyder, at man som menneske står i en fortsat åndelig kamp både i en selv og i forhold til de ødelæggende kræfter i verden.

¤

Når man læser om Gregor af Nazians liv virker det som om, han stod i en indre kamp mellem gerne at ville træde frem i rampelyset, stå i begivenhedernes midte, og så samtidig gerne trække sig tilbage og leve alene. F.eks. da Gregor var blevet patriark og indledte det store   kirkemøde i Konstantinopel i 381, trak han sig kort tid efter tilbage og levede i stedet som eneboer.

Hvert menneske har sit at slås med. Modsætninger lever i os. Og jeg skal jeg ikke sige, hvad der er mest rigtigt, et meditativt eller aktivt liv.

Pointen her er blot den, at livet ikke bliver lutter idel lykke af at blive døbt og at få vide, at man er et Guds barn.

Jo, vi gives en frihed i dåben. Alt beror heldigvis ikke på os selv og på, hvad vi selv kan løfte og bære i livet. Dåben lægger i den forstand en lettelse ind i mit sind og min krop. Mit liv afhænger ikke af mine egne præstationer, men af den gode Gud, som siger til mig som til Jesus i dåben:

Guds forholdet Du er mit barn, dig holder jeg af og holder jeg ved., vi er givet i dåben, lyser velsignelsen over mit liv og giver mig det løfte, at jeg trygt kan gå ud og leve mit liv i verden.

Herude står jeg imidlertid så i en fortsat åndelig kamp.  

Ligesom beretningen sidste søndag om Jesu dåb understregede, hvem Jesus er, sådan viser Jesus i dag sin magt og evne til at modstå det onde.

Han slår tonen an til det, som også er vores opgave: ikke at lade os friste af det onde og give os ind under djævelens magt. Ved at holde fast i vores tillid til Gud og leve ud af hans kærlighed og nåde, så får vi hjælp og støtte til både at sige nej til det onde og ja til livet.

Det ske i Jesu navn. Amen.